Sådan arbejder vi

Opholdsstedet Ådalen er en troværdig og professionel samarbejdspartner i forhold til det offentlige sociale system.

Vi prioriterer kompetent personale, samt at vores medarbejdere gerne bidrager med både erfaring, viden og engagement. Vores personale modtager supervision og tilbydes løbende relevante kurser og uddannelser både internt og eksternt.

Vi imødekommer gerne ønsker om fleksible løsninger, der er tilpasset den enkelte ung eller grupper.

Opholdsstedet Ådalen - Afdeling Dalbyvej

Tværfagligt samarbejde

Det er vores målsætning altid at holde sagsbehandlere underrettet og forældre både inddraget og underrettet, hvis der sker ting eller ændringer i de unges dagligdag. Vi vil hellere ringe eller skrive en gang for meget end en gang for lidt. Det er kontaktpersonens opgave en gang om ugen at afholde en samtale med forældrene.

Vi afholder, udover den løbende kommunikation, 2 statusmøder om året med forældre og anbringende myndigheder.

Daglig struktur

På opholdsstedet arbejder vi med faste daglige strukturer, der skal give de unge en tryg og forudsigelig hverdag. En tryg organisering, der skaber plads og forudsætninger for både øget trivsel og udvikling.

Opholdsstedet Ådalen er ikke en stor institution, og derfor har vi også mulighed for at skabe en god interaktion med nærvær og tryghed mellem unge og ansatte.

" Vores mål er ikke at være det billigste tilbud, men derimod at skabe det bedste opholdssted for vores unge. "

Pædagogik

Opholdsstedet Ådalen arbejder med det mål at fremme den enkeltes evner og udvikling, samt styrke deres selvværd og identitet gennem relevant samspil med andre unge og voksne.

Vi ønsker at den enkelte i stadigt stigende grad tager ansvar for deres eget liv, så de på sigt bliver i stand til at klare en selvstændig tilværelse. Den daglige pædagogiske indsats er tilrettelagt med det formål.

Det er vores målsætning, at udvikle og tilbyde relevante og individuelle socialpædagogiske tilbud til unge, der har behov for stabil og omsorgsfuld støtte, til en god start på fremtiden.

Vores pædagogiske tilgang er inspireret af den anerkendende og ressourceorienterede tankegang, med elementer fra den narrative tilgang, den mentaliserende tilgang og motivationspædagogikken. Det er centralt at vi arbejder med inddragelsen og udnyttelsen af de unges styrker, deres sociale og personlige kompetencer, når vi ønsker at skabe øget motivation, der kan understøtte opnåelsen af de opstillede mål.

Den pædagogiske indsats tilrettelægges med udgangspunkt i handleplanen, samt de informationer vi modtager i forbindelse med visitationen. Her søger vi i fællesskab med ung, familie, netværk og anbringende myndighed at indsamle viden om den unges historik, udviklingshistorie, ressourcer og vanskeligheder. I samarbejde med anbringende myndighed, den unge selv og eventuelt dennes familie udarbejdes konkrete indsatspunkter. På pædagogiske konferencer besluttes det i medarbejdergruppen, hvorledes indsatsen kan tilrettelægges, samt hvilke specifikke mål og delmål, der fokuseres på de første tre måneder. Opholdsstedet Ådalen samarbejder med psykologer, med henblik på at skabe de bedste forudsætninger når metode/indsatser besluttes. Det er afgørende, at der skabes et miljø med plads til at indsamle observationer og iagttagelser, hvilket giver mulighed for at evaluere, vurdere og justere indsatsen. Det pædagogiske behandlingsarbejde forudsætter en vedvarende refleksion over hvilke handlinger, der er nødvendige, samt hvad der virker for den enkelte. På den måde kan indsatsen tilpasses, så den bedst muligt understøtter, kompenserer eller regulerer den unge.

Anne Kaplan Psykologisk praksis - Sådan arbejder vi - Pædagogik

Samarbejde

Vi samarbejder med relevante fagpersoner og inddrager den unges netværk, i det omfang den unge selv ønsker dette, samt det vurderes at give mening.

Opholdsstedet Ådalen samarbejder med psykolog Anne Kaplan, der er speciale omkring store børn, unge og deres familier, samt seksuelt bekymrende adfærd.

Den unge i centrum

På Opholdsstedet Ådalen er vi optagede af at tilbyde et stabilt miljø, hvor vi gennem omsorgsfulde, nysgerrige og involverende voksne, skaber dagligt trygge og tilpas udfordrende samspil, der netop danner udgangspunkt for udvikling af færdigheder, styrkelse af selvværd, spirende livsglæde og selvstændighed. Der er både fælles og individuelt tilrettelagte aktiviteter, hvor de unge inddrages, så de oplever medbestemmelse og ejerskab. På den måde søger vi at skabe et attraktivt, omsorgsfuldt, trygt og udviklende børne- og ungdomsmiljø.

Der er en tilbagevendende og dermed forudsigelig daglig struktur, der bidrager til at skabe overblik og stabilisere den enkelte.

Ved at gøre hverdagen genkendelig, reduceres den enkeltes utryghed, hvilket giver et større pædagogisk mulighedsrum at operere i. Samtidig åbner det for, at den enkelte i højere grad kan inddrages, og sikres indflydelse på eget liv. Det er afgørende at få skabt en sikker base, hvorfra der kan arbejdes på at skabe en positiv udvikling.

På opholdsstedet arbejder personalet med ugentlige samtaler, der sikrer en kontinuerlig drøftelse af igangværende indsatser, samt en øget mulighed for inddragelse og ejerskab af den unge i egen udvikling.

Vores pædagogiske fundament er i høj grad baseret på relationsarbejde i et overskueligt struktureret og varmt miljø.

Alle ansatte skriver i et dagbogssystem, således at vi gennem mange forskellige observationer får et godt billede af den unge. Det betyder også, at alt personale er orienteret om, hvad der sker på institutionen og med de unge i de perioder, hvor de f.eks. ikke har vagter. Dermed skaber vi overblik og mulighed for en koordineret pædagogisk indsats i personalegruppen.

Hver 3 måned laves der pædagogiske og praktiske udviklingsplaner sammen med den unge, hvor der opstilles målsætninger for den kommende periode.

Vi afholder løbende personalemøder, supervision, samt temadage hvorved den faglige kompetence og udvikling sikres hus personalet. Derigennem sikres relevante pædagogiske drøftelser, således at indsatserne kan tilpasses og justeres i det omfang, dette vurderes nødvendigt.

Visitation?

Alle henvendelser omkring visitation til Opholdsstedet Ådalen bedes rettet til:

Forstander Karina Nilausen

Afdelingsleder Mikala Von Schoubye

Afdelingsleder Patricia Haurholm Bøgelund

Opholdsstedet Ådalen

Børne-ungehjem for unge mellem 15 og 23 år, beliggende i Karise på Sydsjælland.

Vi stræber efter et varmt, trygt og stabilt miljø for de unge, hvor vores primære udgangspunkt er udvikling af færdigheder, styrkelse af selvværd, spirende livsglæde og selvstændighed hos de unge.

Sammen skaber vi de gode fortællinger!

kontakt os
Scroll to Top